Patientinformation
Hvad er Alidya?
Alidya er en injektionsbehandling udviklet til behandling af cellulite (appelsinhud). Behandlingen virker ved at reducere ophobning af affaldsstoffer i fedtvævet og forbedre hudens struktur. Alidya indeholder aktive stoffer, som hjælper med at afgifte vævet og genoprette balancen i huden.
Hvordan virker Alidya?
Cellulite opstår blandt andet på grund af ophobning af væske og affaldsstoffer i fedtvævet samt nedsat mikrocirkulation. Alidya injiceres direkte i de berørte områder, hvor den virker ved at forbedre blodcirkulationen og lymfedrænagen samt reducere ophobningen af toksiner. Dette kan medføre en glattere og mere ensartet hudoverflade.
Hvordan udføres behandlingen?
Behandlingen udføres af vores sygeplejerske eller speciallæge. Alidya injiceres med meget fine nåle i de områder, hvor der er cellulite, typisk lår, baller eller hofter. Behandlingen tilpasses individuelt afhængigt af graden af cellulite og det ønskede resultat.
Effekt af behandlingen
Alidya kan forbedre hudens struktur og reducere synligheden af cellulite. Resultatet udvikler sig gradvist i takt med behandlingsforløbet.
For et optimalt resultat anbefales et behandlingsforløb med 4–6 behandlinger med ca. 1–2 ugers mellemrum. Vedligeholdelsesbehandlinger kan være nødvendige for at opretholde resultatet.
Efter behandlingen
Efter behandlingen kan der forekomme let hævelse, rødme og ømhed i de behandlede områder. Der kan også opstå mindre blå mærker. Disse reaktioner er normale og forsvinder typisk inden for få dage. Det anbefales at undgå hård fysisk aktivitet, sauna og varme bade det første døgn efter behandlingen.
Bivirkninger
De mest almindelige bivirkninger er hævelse, rødme, ømhed og blå mærker ved injektionsstederne. Sjældent kan der opstå infektion eller længerevarende irritation i huden. I meget sjældne tilfælde kan der forekomme allergiske reaktioner. Ved mistanke om bivirkninger skal klinikken kontaktes.
Tag kontakt til Pro-Age Medical Academy ved mistanke om bivirkninger. Udenfor klinikkens åbningstider kontaktes vagtlæge. Ved alvorlige akutte bivirkninger kontaktes straks 112.
Forholdsregler
Behandlingen gives ikke til personer under 18 år, gravide, ammende eller personer med kendt allergi overfor indholdsstofferne. Behandlingen bør udsættes ved infektion eller hudproblemer i det område, der ønskes behandlet.
Information og samtykke
Efter at have læst denne information skal du som patient have mundtlig information om behandlingen og have mulighed for at stille spørgsmål. Efter forundersøgelse skal du som patient have 2 dages betænkningstid, før der gives samtykke til selve behandlingen. Du har mulighed for at medbringe en bisidder til både forundersøgelse og behandling.
